Referat af bestyrelsesmøde i Ejerforeningen Amerikahus den 6. november 2017
Referat af bestyrelsesmøde i Ejerforeningen Amerika Hus
Møde dato: 6. November 2017
Deltagere: Niels, Helle og Maria.
1. Regnskab Budget og Vedligeholdsplanen
Regnskabet år til dato følger i det store hele budgettet. Der bruges en delpenge på løbende vedligeholdelse, men det forventes at det samlede beløb ved årets afslutning vil ligge inden for de budgetterede kr. 300.000,-.
2. Ventilation (Pizza og mangelfuld installation i alle opgange)
I forbindelse med en forundersøgelse af etablering af ny udsugning i Pizzeriaet, er det konstateret at der er mangelfuld brandteknisk isolering i ventilationsskakten ved opgang 4. Der er igangsat en undersøgelse, der skal afdække om der er lignende problemer i de øvrige ventilationsskakte i ejendommen. Det drejer sig om huller omkring rørgennembrydning af brandadskillende bygningsdele, og for at sikre at brandmodstandsevne ikke forringes, skal hullerne udfyldes med materiale, som har mindst samme brandmodstandsevne som den pågældende bygningsdel.
Der er modtaget et foreløbigt overslag på udbedringen, som lyder på 65.000,- kr. for udbedringen af forholdene i ved opgang 4. Der skal snarest muligt udarbejdes en plan for gennemgang af samtlige ventilationsskakte med henblik på at afklare problemets omfang. Der vil herefter blive indhentet et samlet tilbud på udbedringen af problemet.
Da dette problem ikke har været forudset i udarbejdelse af vedligeholdsplaner, er der antagelig ikke budget til udbedringen, men er sikkerhedsmæssige årsager skal men mangelfulde brandsikring udbedre. Alt andet ville være uansvarligt.
Bestyrelsen vil bede vores administrator om at undersøge mulighederne for at gøre et ansvar gældende over for de rådgivere, som har medvirket ved byggeriet og som har ført tilsyn med opførelsen af ejendommen. Bygherren – Sjælsø gruppen – er jo som bekendt gået konkurs, så der er ingen mulighed, men vi undersøger mulighederne for at forfølge et krav over for rådgiverne.
3. Yder vægrevner
Der er blevet lavet en total gennemgang af revner i facaden på Amerika Hus. Der er flere revner i facaden, som til foråret vil blive efterset og udbedret. Der er især 3-4 revner/udsætninger ved overliggere omkring vinduer som skal repareres, medens en del revner er af mere kosmetisk art. Bestyrelsen vil gennem Nelma indhente tilbud på udbedringen af de nødvendige reparationer. Øvrige revner vil blive behandlet ifm. en generel facade maling når det bliver aktuelt.
4. Ejendomsskattebesparelse, Advokat Thomas Booker
Bestyrelsen har fået en henvendelse fra Advokat Thomas Booker, som ønsker at undersøge mulighededen for a få ejendomsskatten nedsat for ejendommene på Amerika plads. Thomas Booker vil opkræve 40% i salær plus moms af den besparelse, der kan opnås. Det er bestyrelsens vurdering, at den potentielle besparelse vil være yderst begrænset for de enkelte ejere og vil ikke stå mål med den administration, som aktiviteten vil medføre. Bestyrelsen har derfor enstemmigt besluttet at takke nej til tilbuddet.
5. By- og Havn forsikringssag med vandskade i januar 2017.
Vandskaden, der i januar forårsagede elevatorstop i opgang 10 med efterfølgende reparation for ca. kr. 80.000,- er blevet dækket af vores forsikringsselskab. Det er imidlertid bestyrelsens opfattelse, at skaden var forårsaget af By- og Havns manglende vedligeholdelse/ tilsyn med de pumper, som automatisk skal starte, hvis der registreres stigende vandstand i kælderniveauet. Vi har efterfølgende bedt vores administrator om at kontakte forsikringsselskabet medhenblik på at få skaden dækket af By- og Havns forsikringsselskab.
Vi har ikke nogen aktuel tilbagemelding, men der vil blive fulgt op hos administrator.
6. Større altaner på østsiden.
Der er indsendt en ansøgning til Københavns Kommune. Vi har endnu ikke modtaget svar.
7. Test af vandindtrængning i porten opgang 10.
Der er adskillige problemer med vandindtrængning på Amerika Plads. Murermester Henrik Steffensen har en liste på 4 A4 sider med problemer, som prioriteres af GAP. Vores problem ved opgang 10 er ikke et af de højst prioriterede, og det forventes først at blive undersøgt nærmere i løbet af foråret 2018.
8. Ventilations check 2. år af alle ventilationsmotorer og rum.
I foreningens vedligeholdsplan, er der afsat et beløb til eftersyn af alle ventilationsmotorer og -rum Jf. referatet fra sidste møde, er aktiviteten igangsat af Steen.
9. Cykelparkering.
Som flere sikkert har bemærket er det nye selskab – Apcoa - som administrerer parkeringskælderen, begyndt at sætte sedler på cykler, som er parkeret i kælderen uden for de i kælderen opsatte cykelstativer. Beskeden er, at disse cykler vil blive fjerne den 1. december, hvis de ikke inden er blevet flyttet.
Bestyrelsen har rettet henvendelse til Apcoa med anmodning om at få opsat cykelstativer i kælderen på parkeringspladser, som i forvejen ikke er egnede til bilparkering. Vi har endnu ikke fået svar på vores henvendelse.
Vi har endvidere en opfordring til de der parkere cykler i stativerne i porten ved nr. 10. Respekter venligst, at der kun placeres det antal cykler i stativet, som dette er beregnet til. Der er eksempler på, at cykler, der presses ind imellem to allerede parkerede cykler beskadiger disse.
10. Henvendelser fra beboere/andre
Fest og ballade i -2
Vi har modtaget en anmodning om at få mere kontrol over ”fester” og oprydning i kælderen i -2. Det er blevet foreslået at låse nedgangen til kælderen ved opgang 4.
Kælderen administreres af Apcoa, og henvendelser om rengøring /oprydning skal rettes til dem. Bestyrelsen er endvidere af den opfattelse, at låsning af en enkelt nedgang næppe vil have nogen effekt, men kun gener for de brugere af parkeringskælderen, som benytter den pågældende nedgang.
Rengøring af trappe til parkeringskælder
Mærsk – Dampfærgevej 21 – Det hvide hus over for legepladsen – har henvendt sig for at spørge om de kan få rengjort trappen ned til parkeringskælderen, der ofte er glat pga. nedfaldne plade. GAP har meddelt at de har ansvaret for rengøring af trappen Rengøring vil blive igangsat. Maling af trappen som også er blevet efterspurgt er DLU’s ansvar (DLU er et samarbejde mellem AP-Pension, TK-Development og By og Havn).
11. Næste bestyrelsesmøde
Det næste møde afholdes den 4. december kl. 19:00.